Spillerprofiler



William Rams, 21år

– er måske det tætteste man kommer på en ”svigermors
drøm”. Vores altid smilende og meget populære keeper,
gør sig ikke kun positivt bemærket på banen, men ligeså vel
udenfor, hvor han bl.a. træner unge på DBU’s Fodboldskoler
og måske er den mest aktive Liga-spiller, der gæster vores
ungdomsholds træninger.
Derudover er William aktiv for “FANT – Football for a new tomorrow” som han i efteråret 2018, rejste til Sierra Leone med og deltog i deres fantastiske projekter.
William spiller, ved siden af futsal, i marken for HI’s Jyllandsserie og hans evner, som markspiller, fik vi synligt bevis for i sidste sæsons DM-Kvartfinale
mod FC Fjordbold, hvor William pyntede på resultatet med et flot mål.
I sommer fløj William fra reden og sluttede sig til den store gruppe af
HFK-spillere i Aalborg, hvor han er påbegyndt uddannelsen til lærer med dansk, idræt og samfundsfag som linjefag.


Benjamin ”Benne” Müller Nielsen, 23 år

– er blandt de ældste spillere i truppen.
Benjamin har været med fra starten af Hjørring Futsal Klub,og
er blandt dem, der har været med længst.
Han var således med til, at vinde DM-sølv med u19 og rykke
op i Ligaen, dengang holdet hed Lundergård IU.
Men han måtte i sidste sæson kæmpe hårdt for spilletiden og var lidt inde og ude af holdet, på grund af den store konkurrence om pladserne.
I sommer skiftede Benjamin så Serie 3 fodbold i Harken, ud med Jyllandsserie i Aalborg Chang og det skifte har været rigtig godt for vores lille tekniker med de hurtige fødder, der til denne sæson står skarpere end nogensinde. Benjamin er ligesom det meste af truppen inkl. træner, bosat i Aalborg.
Ligesom William læser Benjamin til lærer med dansk, idræt og samfundsfag som linjefag, men Benne er dog et stykke foran og bliver efter planen færdig i sommeren 2020.
Benne er storebror til Sebastian Müller, der spiller for vores 1. Divisionshold.
Så måske får vi snart et brødrepar at se på Liga-holdet!


Ruben Winther, 24 år

– er en af ligaens helt store profiler, der i mange år har været
en dominerende faktor i ligaen. Han er bundsolid defensivt,
men alligevel er han altid garant for et tocifret antal sæsonscoringer.
Ruben var i sin tid med til at vinde DM-sølv som
U19, dengang holdet hed Lundergaard IU, og var også med
til at sikre oprykningen til Ligaen sæsonen efter. Siden har han været en
fast bestanddel af ligaholdet med over 50 kampe i Danmarks bedste
futsalrække. Dette har også kastet flere udtagelser til landsholdssamlinger
af sig, uden det dog er blevet til debut.
I udendørs spiller Ruben Winther for HI´s Jyllandsseriehold, hvor han i
sidste weekend blev kåret til årets spiller. Tidligere har han spillet
divisionsfodbold i AC Horsens, 1. Division i Vendsyssel FF og 2. Division i
Jammerbugt FC.
Til daglig bor Ruben i Aalborg, hvor han læser til fysioterapeut hos UCN
Aalborg.


Mads Hoe Nielsen, 21 år

– der i sidste sæson fik debut på ligaen, har i år bidt sig rigtig fast på holdet. Senest i sidste kamp hjemme imod Søhus Stige viste Mads storspil, hvor han offensivt som defensivt var med i rigtig mange gode ting. Sidste år blev det udover kampene på Kval A, som han var med til at rykke op i 1. Division, også til 7 kampe på Ligaholdet, der kastede 3 assist af sig.
Mads startede sin fodboldkarriere i SHI, inden han via HI skiftede til AaB, hvor han har fået det meste af sin fodboldopdragelse. I dag er han tilbage i HI, hvor han gør sig på klubbens Jyllandsseriehold. Herudover har han spillet en del reserveligakampe, ligesom han også har været udtaget til Vendsyssel FF´s kamptrup i pokalen – dog uden at komme ind.
I år er Mads som flere HFK’ere flyttet til Aalborg, hvor han læser til
markedsføringsøkonom hos UCN Aalborg.


Nikolaj Lyngø, 21 år

– er netop ankommet til HFK. Lyngø fik i sidste uge debut i
topkampen ude imod Sønderborg Futsal, hvor man spillede
3-3. Her kvitterede han med en assist.
Lyngø er en meget spændende spiller, der med sine 196 cm
fylder godt i landskabet. Han er utrolig dygtig defensivt og
herudover besidder han et uhyggeligt godt spark. Lyngø har fået hans
fodboldopdragelse i Vejle BK og AaB, hvor han har spillet eliteungdomsfodbold.
I AaB blev han kåret til årets spiller på U19 Ligaen, hvilket var
med til at sikre ham en fuldtidskontrakt i AaB. Her blev det til en enkelt
Superliga-optræden, da han fik 90 minutter ude imod AC Horsens.
Herefter skiftede han til Jammerbugt FC i 2. Division. Her blev han hurtigt en af profilerne på holdet, hvilket gav ham en fuldtidskontrakt hos Hartford Athletic i den næstebedste række i USA. Her spillede han fast i en halv sæson inden han gerne ville tilbage til Danmark. Nu er han igen fast mand for Jammerbugt FC i 2. Division. Til dagligt er Nikolaj lærervikar og bor i Aalborg.


Casper Knudsen, 23 år

– er i gang med hans anden sæson hos HFK. I sidste sæson
blev det til 10 kampe, der kastede 5 mål og 3 assist af sig. I
denne sæson er Knudsen dog startet ud som lyn og torden,
hvor han virkelig har spillet sig op blandt profilerne på holdet.
I år står er han allerede noteret for 3 scoringer – senest et
drømmemål i sidste uges topkamp ude imod Sønderborg Futsal.
I udendørs gør Casper Knudsen sig på Hjørring IF’s Jyllandsserie mandskab. Her har han tidligere gjort det så godt, at Vendsyssel FF kastede en kontrakt efter ham. Her fik han debut i en hjemmebanesejr over AB i 1. Division. Casper valgte dog at trappe ned pga. hans civile karriere.
Til daglig bor Casper i Hjørring, hvor han arbejder som ejendomsmægler, hos vores gode venner fra HOME Hjørring.


Mads Philip Thomsen, 22 år

– er nytilkommen i denne sæson. Mads Philip trænede allerede med holdet i sidste sæson og er i året blevet en fastdel af Ligaholdet. Mads Philip er endnu ikke kommet på tavlen men har leveret et par fremragende assists bl.a. i sidste hjemmekamp, hvor han elegant rundede Aalborgs keeper og senest  i topkampen imod Sønderborg, hvor han efter en god dribletur fandt en hel blank Ruben Winther. I udendørs spiller Mads Philip i Hirsthals, hvor han er en af de helt store profiler, hvor han med 7 mål og 3 assists i 11 kampe i efteråret var en af de klare årsager til, at Hirtshals rykkede op i Serie 1. Mads Philip er nem at kende med hans hurtige fødder og farlige venstreben – en spiller, hvor vi kun har set toppen af isbjerget i forhold til hans potentiale.
Til dagligt arbejder Mads Philip som shift manager hos McDonald´s i Hjørring, hvor han også er bosiddende.


Christian Amtoft, 23 år

– er på trods af hans unge alder en af de mest rutinerede på holdet. Amtoft har været med siden første sæson i Ligaen, hvor holdet stadig hed Lundergaard og han har spillet mere end 50 kampe i Ligaen. I sidste sæson blev det til 14 kampe, som førte 7 mål og 3 assist af sig.
I udendørs har Christian Amtoft spillet i AaB i mange af hans ungdomsår, men spiller i dag Jyllandsserie i Hjørring IF. Tidligere har han også været en del af Vendsyssel FFs divisionstrup, hvor det dog ikke blev til kampe på 1 holdet. Amtoft er nem at kende med hans utrolige flair, når ham og hans venstreben dribler op igennem banen – det minder mest af alt om en Moussa Dembele i topform den måde, som han holder sin modstandere væk på. Amtoft kommer desværre til at misse slutningen af denne sæson, da han skal tage hans næste semester i Sydkorea. 
Til dagligt bor Amtoft i Aalborg, hvor han læser Language og International Studies på Aalborg Universitet. Han er i øvrigt roomies med en af RKG-spillerne, så det må være forventeligt, at det er en ekstra tændt Amtoft vi ser, når de er modstandere.


Arfan Habibi, 22 år

-er efter en slem skade, der har holdt ham ude siden sommer, så småt ved at være tilbage i omdrejninger. I sidste sæson blev Arfan topscorer i Vest-rækken, hvor han i blot 11 kampe var med i hele 46 mål (!) i form af 19 mål og 27 assist. Der er derfor ingen tvivl om, at det er en utrolig vigtig herre at have klar til årets sidste kampe – selvom det nok bliver svært for ham at nå
sidste års niveau på så kort tid.
Arfan har tidligere været udtaget til Nordic Cup med Futsallandsholdet, men måtte melde fra da han blev udtaget til Afghanistans A-landshold i udendørs. Det var dog ikke officielle kampe, som han spillede her, hvilket betyder, at han stadig er i spil til det danske Futsallandshold – og Landstræner Nikolaj Saabye har da heller ikke lagt skjul på, at han er imponeret af den lille tekniker. I udendørs har Arfan fået hans fodboldopvækst i AGF, men tørner nu ud for Aarhus Fremad i 2. Division – desuden sammen med flere af Lystrups spillere.
Til daglig bor Arfan i Aarhus, hvor han læser til pædagog.


Martin Kjeldsen, 21 år

-har i denne sæson fået hans gennembrud i på Liga-holdet, hvor han hidtil kun har misset én kamp pga. sygdom.
Debuten fik han dog allerede i sidste sæson i slutspillets sidste kamp imod Midtals Futsal; her blev det desuden til en
debutscoring. Denne kamp sikrede ham genvalg, da man ugen efter spillede kvartfinale imod FC Fjordbold, hvor han også gjorde en god figur. Udover hans høje statur, der gør ham til en vigtig brik i defensiven, har han et godt blik på spillet, og han har ofte næstsidste eller tredjesidste fod på, når der bliver scoret. I seneste kamp kom han på tavlen to gange
I udendørs spiller Martin i Hjørring IF, hvor han er anfører på klubbens Serie 2 hold, og blev i sidste sæson kåret til årets spiller.
Til daglig er Martin bosiddende i Hjørring og arbejder som lærervikar på Tårs Skole.


Comments are closed.